Jeg hedder Gitte, er 48 år og mor til 3 voksne drenge. Jeg er for nyligt flyttet til Falster, hvor jeg bor i et naturskønt område lidt udenfor Nr. Alslev. Her har jeg også min arbejdsplads som Coach/mentor & Kunstner.

Jeg er uddannet indenfor mentoring/coaching, mindfulness og bodybliss-behandling. Jeg er selvlært indenfor kunstens verden.

Jeg har i en del år beskæftiget mig rigtig meget med personlig udvikling gennem min egen rejse og erfaringer i livet. Fra at være et menneske, der tilpassede mig alle andre og meget sjældent lyttede til mig selv og mit hjerte, samt selvhad, har jeg ved hjælp af selvstudie, kurser, uddannelse og vilje, og ved at blive ved med at eksperimentere og være åben for at lære nyt om mig selv og andre mennesker, opnået at skabe et liv, hvor jeg lever ud fra min egen sandhed - mit eget hjerte - og holder af mig selv, som jeg er.

Som coach/mentor støtter jeg andre mennesker i at træde mere ind i deres sande 'jeg' og skabe et liv, de elsker.

Jeg har altid været meget kreativ, og har mange passioner indenfor flere kreative områder. Jeg begyndte at beskæftige mig med at male billeder, da mine drenge var små. Her var det mest for hyggens skyld og fordi det er så berigende at være kreativ med børn og give dem mulighed for at arbejde med deres kreativitet og fantasi tidligt i deres liv. I en livskrise for ca 13 år siden, begyndte jeg at male endnu mere - jeg brugte det at fordybe mig i kunstens verden som en slags terapi, og fandt ind til en vidunderlig indre glæde, når jeg befandt mig i mit eget kreative univers. En glæde jeg også har lært at integrere i mit øvrige liv. Jeg begyndte også at udstille og sælge min kunst og holde male-kurser.

Jeg holder meget af at kombinere min kunst med min passion for personlig udvikling/vækst, så du vil ofte se små budskaber og historiefortællinger om netop det, jeg også arbejder med som coach og i mit eget liv, i min kunst. Men jeg er også meget glad for at male abstrakt i alverdens skønne farver og brug af forskellige spændende male-teknikker.

Se mere om det jeg beskæftiger mig med under de forskellige emner/rubrikker her på siden.

Du kan også lade dig inspirere på min blog, hvor jeg deler lidt forskelligt indenfor mit virke.

Kærligst Gitte