15-01-2020

At være autentisk

Før jeg begiver mig ud i mine egne skriverier og filosofier omkring det 'at være autentisk', vil jeg lige dele en lille sød historie om samme emne. Læs med hvis du har lyst :-)

At blive Virkelig

'Det var julemorgen, og kaninen, der sad i drengens julestrømpe med en kvist kristtjørn mellem poterne, så rigtig godt ud. Han var tyk og buttet de rigtige steder, med en blød hvid- og brunplettet pels, fine knurhår og ører, der var kantet med lyserødt satin. Drengen var fortryllet, og legede med kaninen i hele to timer, indtil familien henledte hans opmærksomhed på alle de andre vidunderlige pakker, der lå under træet, og i spændingen over at se på alle de nye gaver, blev plyskaninen glemt.

I lang tid var kaninen blot endnu et stykke legetøj i barneværelset. Men det havde han ikke noget imod, for han havde mulighed for at føre lange, filosofiske drøftelser med den gamle gyngehest, som var meget gammel, viis og erfaren udi barnekammerets magi. Et af kaninens yndlingskonversationsemner var at blive 'Virkelig'.
Gyngehesten forklarede tålmodigt kaninen, at 'Virkelig har ikke noget at gøre med, hvordan man er lavet. Det er noget, der sker med én. Når et barn elsker dig gennem lang, lang tid, ikke bare leger med dig, men VIRKELIG elsker dig, så bliver du Virkelig'.
At blive Virkelig er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden, med legetøj eller mennesker. For det meste, når man endelig bliver Virkelig, er det meste af ens pels blevet elsket af, ens øjne er faldet ud, og man er leddeløs og meget pjusket. Men alt det gør ikke spor, for når man først er Virkelig, kan man ikke være grim, undtagen for folk der ikke forstår et ord af det hele.

For at et stykke legetøj skal blive Virkeligt, er det nødt til at blive elsket af et barn. For at vi kan blive Virkelige, er vi nødt til at elske det virkelige liv i al dets kompleksitet og uforudsigelighed. Ligesom plyskaninen længes vi efter at blive Virkelige, efter at vide, hvordan det føles at være autentisk. Det kan godt gøre ondt. Tanken om at miste knurhårene, eller at halen falder af, er skræmmende. I en verden, der lægger så stor vægt på det synlige, er det frygtelig flovt, når alt det lyserøde er gået af snuden. Plyskaninen er ikke ene om at længes efter at blive Virkelig uden at der sker noget væmmeligt eller ubehageligt.

En af de måder, hvorpå vi kan blive Virkelige uden alt for meget ubehag, er ved gradvist at vokse ind i vor autenticitet. Efterhånden som du lærer at anerkende, acceptere og påskønne det, der gør dig anderledes end alt det andet legetøj i skabet, begynder processen. Efterhånden som du lærer at stole på dit hjertes visdom, og træffe kreative valg baseret på, hvad du ved er det rigtige for dig, bliver processen til fremskridt. Efterhånden som du lærer at fylde dig selv det mindste øjeblik i hver dag med kærlighed, bliver fremskridtet til fuldendt virkelighed.
Dine sorte knapøjne er måske ikke så blanke som de har været, men nu ser disse sjælens vinduer kun skønhed. Du bliver ikke blot Virkelig for dem, der kender og elsker dig, men Virkelig for alle. Du bliver autentisk.'

Dette var et lille uddrag af en historie fra min bog 'Naturlig Overflod' af Sarah Ban Breathnach, som har inspireret mig meget på min egen rejse til at blive autentisk.

Håber det kan give andre lidt inspiration :-)